Af Anette Meiner-Madsen, socionom, dato: 20.12.2006
Gennem mit arbejde har jeg mødt mange mennesker i krise; omsorgssvigtede børn, misbrugte og misbrugende unge i oprør og forældre, som har svært ved eller slet ikke magter at leve op til de krav som samfundet stiller. Desperate forældre, som kæmper for at give sine børn en anden barndom end den, de selv havde. Loyale, ulykkelige børn dækker over forældrene, fordi de ved at kommunen er en størrelse man til syvende og sidst ikke kan regne med.
Det kommunale børne- og ungesystem reguleres af Lov om social service, hvor de eksisterende foranstaltninger er listet op i § 40. I den lette ende er rådgivende samtaler, evt. hos en psykolog, diverse socialpædagogiske dagtilbud eller økonomisk støtte til efterskole. Mere indgribende er pædagogisk støtte i hjemmet, evt. som led i en undersøgelse af barnets hjemmesituation, samt aflastningsfamilie eller støttekontaktperson til barnet. Den mest indgribende foranstaltning er anbringelse udenfor hjemmet, enten på institution eller i plejefamilie. Som rådgiver har man pligt til at sørge for et godt samarbejde med familien, hvor forældrene deltager mest muligt i beslutningsprocessen. De fleste familier modtager tilbud om hjælp fra kommunen frivilligt. Men frivillighed er et begreb, som i denne sammenhæng altid indeholder en vis grad af tvang. Forældre har sjældent selv valgt de håbløse omstændigheder, som børnene og de selv lider under. Som regel ved de godt, at situationen er uholdbar, og de er tvunget til at bede om hjælp, fordi de ønsker det bedste for børnene. De kan ikke klare det selv. Så de indgår i et frivilligt samarbejde med sagsbehandleren, et samarbejde som for dem er den sidste mulighed – alt andet er forsøgt først. Samtidig er de bange for at fortælle sagsbehandleren sandheden om, hvordan tingene virkelig er, for derved at miste muligheden for at træffe beslutninger i eget liv og, mest af alt, at miste børnene.
Relationen mellem rådgiver og familie er derfor præget at en grundlæggende mistænksomhed og mistillid. Rådgiveren har en magt til at gribe ind i familien med tvang, noget som i sig selv er kontrollerende. Derfor er fuldstændig åbenhed en umulighed, og hjælpen når aldrig i dybden; den bliver overfladisk og begrænset.
En socialrådgiver skal, via samtaleteknik, observationer, rådgivning og supervision, skabe forandring i et menneskes liv. Forandringen skal kunne ses, måles og nedtegnes, i planer og statistikker. Hvis en mor bliver bedre til at se og handle på sit barns behov og vi dermed kan undgå en anbringelse i plejefamilie, har vi sparet mange penge. På kort sigt. Fordi forandringen sjældent er langvarig eller permanent. Familien vender tilbage igen. Og igen og igen. De bliver hængende i systemet, problemerne går i arv.
Som rådgiver kan du give mennesker større viden og information, men mangel på viden er som regel ikke årsag til deres handlinger. De ved udmærket godt, inderst inde, hvad de gør forkert. Alligevel kan de ikke finde ud af at ændre deres handlemønster. Årsagen er en grundlæggende opfattelse af sig selv som mislykket og værdiløs, som bygger på en følelse af mindreværd og forkastelse. Den sociale arv er svær, om ikke umulig at ændre, fordi handlemønstre, tanker og holdninger er nedarvet i familier gennem generationer.
På denne baggrund vil jeg påstå at en rådgiver har en nær sagt umulig opgave, når hun som ansat i det kommunale system skal forsøge at vende en families elendighed til det vi ville kalde ”det gode liv”.
En socialrådgiver ønsker af et oprigtigt hjerte at hjælpe mennesker. En del af rådgiverens professionalitet er at holde en vis distance til de mennesker det handler om og undgå at tage problemerne med hjem. Ikke på grund af ligegyldighed med menneskers liv, men for at undgå udbrændthed. En rådgiver møder mange ulykkelige mennesker i løbet af en dag. At åbne op for dem alle ville ødelægge hendes hjerte. Fordi hun ved, inderst inde, at hendes mulighed for at hjælp dem er lille. De foranstaltninger hun har til rådighed er symptombehandling og kortsigtige lappeløsninger. Nogle mennesker bliver alligevel lukket ind i hjertet. Man får lyst til at tage dem med hjem. Give dem kærlighed og omsorg. Det er i dette øjeblik man bliver uprofessionel. Som socialrådgiver har man dårlig samvittighed når man føler det sådan, men inderst inde ved man hvad mennesker i krise har brug for. En ven. En mor. En familie. Menneske som tror på dem og står ved deres side.
En ung pige jeg var kontaktperson for sagde det sådan: ”Det er bare så skod, at man ikke har andre venner end dem fra kommunen! Du får jo løn for at være sammen med mig.” Ikke fordi hun ikke kunne lide mig. Og hun var lige præcis en af dem, som jeg bare ville tage med hjem. Faktisk havde jeg rigtig mange følelser for pigen, som jeg ikke kunne lade komme til udtryk. Når jeg får løn for at være sammen med hende, føler hun sig ikke meget værd. Det er ikke rigtigt venskab. Ikke rigtig familie. Hun ved at relationen lige om lidt bliver brudt, og at der er grænser for hvor meget, jeg kan involvere mig i hendes liv.
Mennesker i krise har ikke brug for professionelle hjælpere. De har brug for mennesker med kærlighed. Hjælpere er som et plaster. Det falder af om lidt. Kun kærlighed kan gøre en virkelig forskel.
I den kommunale system har jeg en gang set det med teenagemoderen som selv var blevet omsorgssvigtet. Kærestens familie adopterer hende og barnet og historien endte lykkeligt, tror jeg nok. Hun mødte en familie der viste hende kærlighed og stillede krav.
I Evangelist har jeg set denne livsforvandling utallige gange. Hvordan mennesker i stor nød, bliver en del af en familie og får et helt nyt liv. Mennesker som selv er blevet hjulpet, hjælper andre. Ud af et liv med depression, spiseforstyrrelse, skizofreni, misbrug, forkastelse, urenhed, ensomhed og forvirring. De deler deres tid, deres penge, deres hjem og deres hjerte med andre, af den enkle årsag at Gud elsker og ser værdi i alle mennesker.
Evangelist-metoden er baseret på at elske sin næste som sig selv og kan beskrives som følgende:
Trin 1: Afklarende samtale
For at komme i betragtning som beboer på et af Evangelists rehabiliteringscentre, skal man være så træt af den måde, man lever sit liv på, at man er desperat efter forandring. Man skal sige ja tak til Guds indgriben og menneskers indblanding i sit liv. Ud over dette, er der ingen krav og der er ingen pladsbegrænsning.
Trin 2: Tre dages bøn og faste
Beboeren fralægger sig al form rusmidler; tobak, alkohol og andre stoffer, inklusiv visse former for medicin. Beboeren opholder sig fastende på et værelse i tre døgn. Sammen med den nye beboer, beder og råber man til Gud om forandring og forvandling.
Trin 3: Det nye liv – at modtage
Almindeligt familieliv og -fællesskab, fysisk arbejde og faste rammer.
Daglig undervisning om, hvordan man aflægger sig de gamle vaner og kommer ind i et liv efter Guds vilje. Bøn og tilbedelse sammen med andre og alene med Gud.
Fuldstændig gennemsigtighed i forhold til de tanker og følelser der kommer op i processen. Ingen kontakt til det gamle liv i minimum tre måneder.
Trin 4: Det nye liv – at give til andre
Man giver beboeren flere opgaver og større ansvar. For mange handler det om at have et almindeligt arbejde. Det forventes at man selv kan søge Gud, for at få fornyede kræfter. Ens fokus er på at sætte andre menneskers behov over sine egne, for på den måde at tjene hinanden i kærlighed. Dette er en proces der varer ved, da der altid vil være nye niveauer af tjenerskab.
Efter tre døgns bøn og faste er beboeren ikke længere alkoholiker, narkoman eller psykisk syg, og har ikke behov for at fylde sig med alkohol, stoffer og f.eks. nervemedicin. I løbet af behandlingen aflægger beboeren sig den gamle livsstil og alle de vaner og mønstre som følger med. Beboeren har nu sin identitet i at være Guds barn; elsket og værdifuld. Verden opleves med nye øjne og man brænder efter at give mennesker den samme kærlighed som du selv har mødt.
Jeg har set unge mennesker komme totalt formørket, bange for at kigge folk i øjnene, fulde af mindreværd, trætte af livet, fulde af præstationsangst. De er desperate og de har forsøgt ALT, inkluderet selvmord. Efter tre døgns bøn og faste, har de fået et helt nyt syn på livet og verden omkring dem.
Jeg har set hvordan mennesker på rekordtid har fået glæde og livslyst tilbage. Det er fantastisk at høre en ung pige sige at hun for første gang i sit liv har vågnet med et smil på læberne. Se en ung mand som lige har smidt hash og smøger, danse rundt og prise Jesus, fordi Gud har rørt ham så kraftigt at han aldrig bliver den samme igen. Det er vildt at høre en mand, som har levet i narkomisbrug på gaden i 20 år, sige at hans formål med livet er at få mennesker væk fra gaden ved hjælp af Guds kærlighed. Se en ung dreng som havde vendt familien ryggen, til fordel for stoffer og livet på gaden, danse rundt af lykke over at være tilgivet og for første gang på mange år føle fred indeni. Se en ung kristen mands håbløse ligegyldige mine ændre sig til kraftfuld beslutsomhed, fordi den Jesus han har hørt om i alle år, lige pludselig er blevet levende for ham, gennem den måde mennesker har vist ham kærlighed og omsorg.
Verden er fuld af mennesker der har brug for en ny start, men det er de færreste som ved, at denne mulighed virkelig eksisterer. Når jeg har set Guds mirakuløse indgriben i menneskers liv, er hjælpesystemet med sine overfladiske lappeløsninger og mangel på kærlighed til det enkelte menneske, ikke længere et alternativ.
Anette Lein Meiner-Madsen er uddannet socionom ved Socialhøgskolen i Norge i 1991 og har efterfølgende læst pædagogik ved universitetet. Hun har mange års erfaring i arbejdet med vanskeligstillede familier, børn og unge. Hun har bl.a. arbejdet med familiebehandling på Klostermosegård, som pædagog på børnehjemmet Nærumgård og som socialrådgiver og pædagog i børnefamilieteamet ved lokalcenter Ryvang.
