Af Martin Bergsøe, cand. phil. teol. , dato for indlæg: 20.12.2006
Den kristne Tradition indtil dags dato, såvel indenfor Den katolske Kirke, Den ortodokse Kirke, Den anglikanske Kirke samt de evangeliske kirker og pinsekirken, henviser til tre ondskabens områder, som et kristent menneske er kaldet til at kæmpe imod, i Guds nåde og med hans kraft:
1. Verden:
Herunder de uretfærdige og umoralske samfundsstrukturer, der omgiver os; tilbedelsen af penge, pornoficeringen af det offentlige rum, egoismen som livsstil og den ligegyldige holdning overfor nøden og fattigdommen i verden, samt vores nedbrydning af naturen.
2. Kødet:
Tilbøjeligheden i hver enkelt af os - grundet vor faldne menneskenatur - til at gøre oprør mod Gud og hans love. Se evt. beskrivelsen af ”kødets gerninger” i Gal.5.19-21.
3. Djævelen og hans dæmoner:
Det nye Testamente er meget klar i sin undervisning omkring eksistensen af djævelen og hans dæmoner, og at vi som kristne er involveret i en åndelig krig mod disse ondskabens åndemagter: Efs.6.10-17 / 1 Pet.5.8-9.
Der findes folkekirkepræster i Den Danske Folkekirke, som også tror på dette. Problemet er dog, at de liberale teologer herhjemme er i massivt overtal og at disse vil hævde, at en afmytologiseret læsning af Bibelen er den eneste måde for et moderne menneske at læse Bibelen på, hvormed de tømmer Guds ord for kraft og erstatter Guds dårskab med verdslig visdom (1. Kor 1,18-25)
Kristendommen er ikke kun for de intellektuelle og højtuddannede. Tværtimod havde Jesus en særlig forkærlighed for den enkle og enfoldige (Mt.11.25-26). At læse Bibelen med de ”afmytologiserede briller” på, vil kræve en intellektuel træning der langt overskrider hovedparten af jordens befolkning i dag. Således ville Bibelen blive en bog for de særligt udvalgte og uddannede, hvilket forekommer som et paradoks, al den stund kristendommens grundlægger, Jesus, prædikede Evangeliet primært for de fattige og uuddannede (Mt.5.1-12 / Mt.18.3).
Der er ikke to kristne åbenbaringer, to kristne trosbekendelser, én for de lærde og én for de ulærde. Hvis budskabet skal forblive tilgængeligt for alle, må vi vælge at tage hele Guds ord for pålydende, tro på at ”Guds dårskab er visere end mennesker, og Guds svaghed er stærkere end mennesker” (1. Kor.1.25).
I kirkens tradition ved man, at ørkenfædrene gik ud i ørknen for at kæmpe mod djævelen, og efter års åndelig krigsførelse, var de i stand til - ved Guds hjælp - at rådgive mennesker og sætte dem fri af dæmonisk indflydelse.
I denne sammenhæng var Antonius af Egypten (3.årh.) kendt for sin åndelige krigsførelse.
Benedikt (5. årh.), der er blevet kaldt faderen til klostervæsnet i Vesteuropa skriver i indledningen til sin klosterregel: ”munken griber den onde ånd der angriber ham, og kaster den, med samt alle dens fristelser, bort fra hjertets åsyn, og tilintetgøre den. Han griber dens ondsindede fristelser efterhånden som de opstår, og knuser dem mod klippen som er Kristus”. I Gregor den Stores biografi om Benedikt, er der flere eksempler på hvordan Benedikt kaster dæmoner ud af plagede mennesker.
Andre store skikkelser der er kendt for deres kampe, og sejre, over dæmonisk indflydelse, er Catherina af Siena (14. årh.), Ignatius af Loyola (16. årh.) og Johannes af Korset (16.årh), der direkte skriver: ”Ingen menneskelig kraft kan sammenlignes med Satans, og derfor er alene guddommelig kraft i stand til at besejre den onde, og alene det guddommelige lys kan gennemtrænge og afsløre hans bedrag”.
Mere kendt end nogen anden i denne sammenhæng, er formodentlig Padre Pio (20.årh.), der havde utallige sammenstød med djævelen, åndeligt og fysisk, og selv satte mange mennesker i frihed i Jesu navn.
Pave Paul VI, udtalte i 1972 på spørgsmålet om hvad han anså for at være kirkens største nød, følgende:”Et af vore største behov er forsvaret imod det onde som kaldes djævelen. Den onde er ikke blot fraværet af noget godt, men en effektiv handlende, et levende åndeligt væsen, perverteret og perverterende. En frygtelig realitet”.
Siden år 253 og frem til sin sidste kirkeret fra 1985, opererer Den katolske Kirke da også med embedet som eksorcist, altså en særlig tjeneste, hvis opgave bl.a. er at kaste dæmoner ud af folk. I ”Katolsk Leksikon” hedder det med henvisning til Mark 6,7,13, at ”Kirken har af Kristus fået overdraget magten til at uddrive onde ånder”. Og det gør man så!
At det ikke kun er inden for den katolske tradition at dæmonuddrivelse foregår, ved enhver der kender lidt til den pentacostale tradition. I modsætning til katolikkerne gør man her en dyd ud af ikke at formulere doktriner og erklæringer, da man ikke har noget lærerembede, men i forlængelse af Paul VI´s citat, er det interessant at se hvad en anerkendt mainstream pinseteolog som Derek Prince har at sige om åndelig krigsførelse: ”Så lang tid Satan presser kirken i defensiven, vil hans rige aldrig blive besejret. Derfor har vi en absolut forpligtigelse til at bevæge os fra en defensiv position hvor det kun gælder om at beskytte os selv, til en angribende position”!
Dette er præcis hvad Christian Hedegaard og Evangelist gør, og idet de gør dette, knytter de an til en tradition der er over 2000 år gammel, og er accepteret af langt, langt størstedelen af kristenheden, minus (man fristes til at sige ’selvfølgelig’) hovedparten af den danske folkekirke og Dialogcentret, vel tilsammen et par promille af den samlede kristenhed!
Martin Bergsøe er frikirkepræst i Nykøbing Falster
